Systole og diastole

Hjertets funktion er at pumpe blod ud igennem de store arterier, og dette sker ved hvert hjerteslag. Et hjerteslag består af en cyklus af forskellige faser. En sådan hjertecyklus kan inddeles i to hovedfaser, som kaldes systole og diastole.

Systole

Systole betegner den fase, hvor hjertemuskulaturen kontraherer, altså trækker sig sammen, og dermed presser blod ud af kamrene. Det er ikke alle dele af hjertemuskulaturen, der kontraherer samtidig. Hjertemuskulaturen i atrierne (forkamrene) kontraherer først, og denne fase kaldes derfor for “atriesystole”.  Begge atrier kontraherer samtidigt og øger trykket inde i atrierne. Blodet vil derfor presses mod områder med lavere tryk. De store tilførende blodkar (v. cava inferior og superior, samt vv. pulmonales) afklemmes ved atriesystole og blodet kan derfor kun løbe videre ned i ventriklerne.

Umiddelbart herefter kontraherer hjertemuskulaturen i begge ventrikler (hjertekamre), og denne fase kaldes derfor for “ventrikelsystole”. Når ventriklerne kontraherer, stiger trykket i ventriklerne og derfor presses blodet mod områder med lavere tryk. Blodet kan ikke løbe tilbage i atrierne fordi hjerteklapperne vil lukke så snart blodet begynder at løbe tilbage imod atrierne. Derfor kan blodet kun bevæge sig ud igennem de store fraførende blodkar (aorta og truncus pulmonalis).

Diastole

Diastole er en betegnelse for den fase, hvor hjertemuskulaturen afslappes, og hvor kamrene derfor bliver fyldt op med blod. Fællesdiastole er en betegnelse for den periode, hvor både atrierne og ventriklerne afslappes.

Systole og diastole i hjertets cyklus

Herunder kan du se en animation af et hjerte der arbejder. Animationen viser således vekselvirkningen mellem systole og diastole. Læg mærke til den korte forsinkelse mellem atriesystole og ventrikelsystole samt den fælles diastole. Læg også mærke til hvordan de forskellige klapper åbner og lukker afhængigt af ændringer i de lokale trykforhold i kamre og blodkar. (obs.: aortaklappen kan ikke ses på denne animation, da den ligger skjult)

Systole og diastole, hjerteslag
By DrJanaOfficialOwn work, CC BY-SA 4.0, Link

 

Hjertecyklus

 

By DrJanaOfficialOwn work: Cardiac Cycle, Wiggers diagram derived from User:Xavax, CC BY-SA 4.0, Link

 

Sidst opdateret d. 20/11-17 af Robin Leutert