Det mellemste lag i huden kaldes for dermis (læderhuden) og består primært af bindevæv, som gør dette hudlag meget stærkt og sejt. Bindevævet dannes af fibroblaster, som danner en intercellulær grundsubstans bestående af hyaluronsyre, vand, elektrolytter, kollagene fibre og elastiske fibre (elastin).
Dermis’ grundsubstans
Hyaluronsyren binder en masse væske og danner en slags gele, som blandt andet er med til at hæmme indtrængende mikroorganismer.
De kollagene fibre er opbygget af tynde fibriller af kollagene proteiner, som gør de kollagen fibre meget træk- og vridstærke. De kollagen fibre findes i stort antal i dermis, hvor de ligger placeret i bundter og giver huden sin store trækstyrke. Med alderen sker der nogle ændringer i kollagenmolekylerne, som krymper og bliver stivere. Dette fører til nedsat eftergivelighed og trækstyrke i huden hos ældre mennesker.
De elastiske fibre er opbygget af elastin-proteiner. Disse fibre er tyndere og mere elastiske end de kollagene fibre og ligger en smule krøllet sammen i vævet. Det er de elastiske fibre, som gør huden elastisk. Når der trækkes i vævet, rettes de elastiske fibre ud i takt med at vævet strækkes. Når trækket slippes, vender de elastiske fibre tilbage til deres oprindelige sammenkrøllede form og trækker dermed vævet sammen igen. Med alderen mister de elastiske fibre deres elasticitet, hvilket medfører at huden er mindre elastisk hos ældre mennesker. Sollys nedsætter også fibrenes elasticitet og kan dermed gøre huden mere rynket. Hudens elasticitet kaldes også for hudturgor.
De fleste kollagene og elastiske fibre ligger nogenlunde parallelt med hinanden og man kalder denne retning for spalteretningen. Ved operative indgreb forsøger man at skære i huden med spalteretningen, da man på den måde vil opnå et pænere ar, end hvis man skærer på tværs af spalteretningen.
Basalmembranen
Basalmembranen er en tynd bindevævsmembran, der er med til at binde epidermis sammen med dermis ved hjælp af tynde proteintråde, der flettes sammen med fibrene i dermis. Denne basalmembran er organiseret i et bølgemønster med en masse forhøjninger der kaldes papiller. Disse forhøjninger danner et unikt mønster på overfladen af huden, som vi for eksempel kan se på vores fingre som fingeraftryk.
I hver papil findes kapillærer der kommer fra både blodkar og lymfekar i dermis. Kapillærerne forsyner både dermis og de nederste dele af epidermis med ilt og næringsstoffer, samt fjerner kuldioxid, affaldsstoffer og overskydende væske. Forsyningen af området sker ved almindelig diffusion.
Særlige celler i dermis
Ud over bindevævscellerne (fibroblasterne) findes der i dermis nogle forskellige særlige celler.
Dendritiske celler
De dendritiske celler i dermis er en del af vores immunforsvar. Det er nogle store forgrenede celler, som kan bevæge sig. De finder og fagocyterer (optager og nedbryder) mikroorganismer og fremmedlegemer, som ikke hører til i kroppen. Herefter bevæger de sig til via lymfekarrene til den nærmeste lymfeknude, hvor de præsenterer dele (antigener) af de nedbrudte mikroorganismer for lymfocytterne. Denne præsentation kaldes for antigenpræsentation, og er en vigtig del af aktiveringen af det specifikke immunforsvar. Herefter vil immunforsvaret begynde en effektiv bekæmpelse af mikroorganismer med det pågældende antigen.
Mastceller
Mastcellerne i huden kan også betragtes som en del af vores immunforsvar, og spiller en stor rolle i forhold til inflammation. Mastcellerne indholder granula med blandt andet histamin, heparin og kemotaktiske stoffer, som kan frigives når mastcellerne udsættes for en skadelig påvirkning eller et bestemt antigen.
Histamin virker dilaterende på blodkarrende i huden, hvorved der kommer mere blod til området. Dette gør huden mere rød og varm. Desuden gør histamin også kapillærerne mere permeable (gennemtrængelige), fordi pladeepitelcellerne i kapillærerne trækker sig sammen. Dermed bliver sprækkerne imellem pladeepitelcellerne større, og der kan trænge mere væske og eventuelt også plasmaproteiner ud i vævet. Dette ses som hævelse. Og endelig kan histamin i større mængder påvirke smertereceptorer i huden, hvilket opleves som ømhed.
Heparin virker antikoagulerende og forhindrer altså blodet i at størkne. Dette sikrer at immunforsvarets celler lettere kan bevæge sig omkring i vævet og finde frem til de mikroorganismer eller fremmelegemer som er årsagen til infektionen eller vævsskaden. Størknet blod vil gøre det sværere for immunforsvarets celler at bevæge sig i området.
Kemotaktiske stoffer virker tiltrækkende på immunforsvarets celler, der på den måde kan finde frem til det område hvor vævsskaden eller infektionen er sket.
Nerveceller
Der findes flere forskellige nerveceller i dermis. Der findes sensoriske nerveceller, som sender impulser fra de forskellige sanseceller i huden, gennem rygmarven og op til hjernen.
Derudover findes der nerveceller fra den autonome del af nervesystemet, som sender impulser til svedkirtler, blodkar og hårenes små muskler (mm. arrectores pilorum). Aktivitet i den del af det autonome nervesystem, som kaldes sympatikus kan:
- få svedkirtlerne til at øge svedproduktionen.
- aktivere mm. arrectores pilorum, og få hårene til at rejse sig (gåsehud).
- aktivere den glatte muskulatur i hudens blodkar, som dermed kontraheres og nedsætter blodgennemstrømningen i huden.
Desuden findes der flere forskellige hudsanser, hvor sansecellerne er placeret i dermis.
Huden som bloddepot
I huden findes mange blodkar, som især er placeret i dermis. Der er normalt en større blodforsyning end der er nødvendig i forhold til at forsyne hudens celler med ilt og næringsstoffer, samt fjerne affaldsstoffer. Dette skyldes at huden indgår i kroppens temperaturregulering. Ved at justere på blodgennemstrømningen i huden, kan kroppen føre mere eller mindre varmt blod ud i papillerne i dermis, hvor varmen kan afgives til omgivelserne.
Normalt befinder cirka 5-10% af den samlede blodvolumen sig i huden. Hvis der opstår behov for ekstra blod andre steder i kroppen (for eksempel arbejdende muskler) kan blodkarrene i huden kontraheres så blodet i højere grad kan sendes til musklerne. Det samme sker ved større blødninger eller dehydrering (væskemangel), hvor blodvolumen falder. I de tilfælde erstattes faldet i blodvolumen af blod fra huden. Når blodkarrene i huden kontraheres og blodgennemstrømningen dermed mindskes, bliver huden bleg og kold.