Epidermis (overhuden) er hudens yderste lag. Det er denne del af huden, som kommer i kontakt med vores omgivelser. Epidermis skal derfor kunne tåle mekanisk påvirkning som tryk, stød, træk og slid. De fleste steder på kroppen er epidermis kun 0,1 mm tyk. Dog kan det være væsentligt tykkere (ca. 1-5 mm.) på steder med meget slid, f.eks. i håndflader og på fodsåler.
Der laves hele tiden nye celler i epidermis, som langsomt bliver skubbet ud mod overfladen, hvor de slides af og tabes som hudskæl.
Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=10759481.
Der er hverken blodkar, nerveceller eller sanseceller i epidermis. Dette skyldes, at disse celler også ville blive presset ud til overfladen og blive revet af. Dog findes der endeforgreninger fra nerveceller, som opfatter smerte (nociceptorer), som stikker ud i epidermis fra de underliggende lag.
Når cellerne i epidermis presses mod overfladen, kommer de længere og længere væk fra blodkarrene i dermis. Det medfører, at cellerne dør af mangel på ilt og næringsstoffer på deres vej mod overfladen af huden. Deres cellekerner og organeller nedbrydes i processen.
De forskellige lag i epidermis:
Epidermis er opbygget af flerlaget pladeepitel, som kan inddeles i fire-fem forskellige lag.
Own work (Revideret med danske betegnelser af Robin Leutert 25/3-18).
–Stratum basale (det basale cellelag)
Dette er det nederste lag i epidermis. Det er her i stratum basale, at nye epitelceller dannes ved, at stamceller, der sidder på basalmembranen mellem epidermis og dermis, deler sig til to celler. Den ene af disse to celler bliver ved med at være en stamcelle, og kan dermed blive ved med at dele sig og producere nye celler. Den anden celle udvikler sig til en pladeepitelcelle, som kaldes en keratinocyt. Keratinocytterne danner også nogle forankringsproteiner, der kaldes desmosomer. Desmosomerne er nogle meget stærke proteintråde, der forbinder keratinocytterne og holder dem sammen, så huden ikke sprækker – næsten uanset hvor hårdt man trækker i den. Efterhånden som stamcellerne producerer flere og flere keratinocytter, bliver de langsomt presset mod overfladen af huden.
Stratum spinosum (pigcellelag)
Dette lag ligger oven på stratum basale. I stratum spinosum begynder keratinocytterne at producere keratin. Keratin er et hårdt protein, der kan modstå syrer og baser. Keratin er derfor en del af barrieren, som beskytter kroppen.
Stratum granulosum (det granulære lag) og stratum lucidum (findes kun i tyk hud på håndflader og i fodsåler)
Dette lag er et tyndt lag oven på stratum spinosum. Ved overgangen fra dette lag til næste lag (stratum corneum) udskiller keratinocytterne forskellige fedtstoffer og proteiner ud i det ekstracellulære rum. Dette sker ved exocytose og dette hydrofobe lag gør huden vandafvisende og fungerer dermed som en barriere. Det er også her, at keratinocytterne nedbryder deres cellekerne og organeller.
Stratum corneum (hornlaget)
Dette er det yderste lag og består af døde keratinocytter. Keratin er et hårdt protein som også findes i hår og negle, samt i horn på dyr. Man siger derfor også, at disse døde keratinocytter er forhornede.
Særlige celler i epidermis:
Melanocytter
Melanocytterne sidder på basalmembranen, spredt mellem de andre celler i stratum basale. De har nogle lange udløbere fra deres cellemembran, som forgrener sig ud mellem de øvrige celler. Melanocytternes funktion er at omdanne aminosyren tyrosin til et mørkt farvestof, som kaldes melanin. Dette melanin udskiller melanocytterne gennem sine udløbere, hvorefter det optages af de omkringliggende celler, som dermed bliver mørkere. Det er mængden af melanin i vores hud, som afgør vores hudfarve, og selvom alle mennesker har næsten det samme antal af melanocytter i huden, så er aktiviteten forskellig. Aktiviteten i melanocytterne er grundlæggende genetisk reguleret, hvilket forklarer de genetiske forskelle i hudfarve. Men melanocytternes aktivitet stimuleres også af ultraviolet stråling, og det er årsagen til, at vi bliver brunere i huden, når vi solbader. Omvendt mister vi også farven igen i perioder, hvor vi ikke får så meget sol, da de melaninholdige keratinocytter skubbes mod overfladen af huden og falder af.
Egentlig er kroppens produktion af melanin en beskyttelsesmekanisme imod skadelig ultraviolet stråling. Melanin kan absorbere ultraviolet stråling og beskytter på den måde hudcellernes DNA imod strålingens skadelige virkning. Ultraviolet stråling kan medføre mutationer i hudcellernes DNA, som i værste fald kan føre til hudkræft.
Own work (Revideret med dansk betegnelse af Robin Leutert 25/3-18).
–
Langerhanske celler
En Langerhansk celle er en dendritisk celle, som er en del af kroppens immunforsvar. Den kan identificere fremmede mikroorganismer i huden og nedbryde dem gennem en proces der kaldes fagocytose. Herefter bevæger de Langerhanske celler sig til lymfeknuderne, hvor de præsenterer antigener fra mikroorganismen for den specifikke del af immunforsvaret (T-celler og B-celler), der herefter kan sætte et passende immunrespons i gang.
Desuden findes flere forskellige epidermale dannelser i form af hår, negle og svedkirtler.