Der findes mange forskellige hudsanser, som gør os i stand til at registrere vores omgivelser, der kommer i kontakt med huden. Huden fungerer derfor i høj grad som et sanseorgan, der indeholder en masse sanseceller, som også kaldes sansereceptorer. Disse sanseceller er specifikke, hvilket vil sige, at de er specialiserede til kun at reagere på en bestemt type stimuli. En termoreceptor, der er specialiseret til at reagere på kulde, vil derfor ikke reagere på eksempelvis tryk eller berøring af huden. Den eneste undtagelse er smertereceptorerne, som kan reagere på flere forskellige typer af stimuli (polymodale). Den type stimulus, som sansereceptoren er specialiseret til at reagere på kaldes for det adækvate stimulus.
Når en sansereceptor aktiveres af det adækvate stimulus, sender den en impuls igennem sensoriske neuroner via rygmarven op til hjernen. Det er først når impulsen når op til hjernen at vi “føler” det pågældende sanseindtryk. Det er her der kobles følelser på sanseindtrykket og vi bliver bevidste om det. Sanseindtryk tolkes i et komplekst samspil mellem forskellige områder i hjernen, der blandt andet involverer hukommelsen, det limbiske system og storhjernebarken. En berøring af huden kan for eksempel tolkes meget forskelligt afhængigt af situationen og de involverede personer.
I dermis findes flere forskellige hudsanser, som kan inddeles i smertesans, følesans og temperatursans.
Hudsanser i dermis
Følesansen
Følesansen gør os i stand til at registrere mekanisk påvirkning af huden, som eksempelvis tryk, berøring og stræk. Ud over de frie nerveender omkring hårrødderne, findes der fire forskellige sansereceptorer med hver deres karakteristika. Nogle af sansereceptorerne dækker et forholdsvis stort område, mens andre kun dækker et lille område. De små områder gør os i stand til at lokalisere det pågældende stimulus meget præcist, mens de store områder er sværere at lokalisere præcist. Endvidere er der forskel på hvor hurtigt de forskellige sansereceptorer adapterer til deres stimulus. Det vil sige at nogle sansereceptorer adapterer hurtigt og kun er kortvarigt aktive efter de bliver påvirket, mens andre adapterer langsommere og derfor er konstant aktive mens de påvirkes. Nogle sansereceptorer er derfor gode til at registrere ændringer i påvirkningen af huden, mens andre er gode til at registrere konstant påvirkning af huden.
Følesansens sansereceptorer
Pacini-legemerne ligger dybt i dermis og subcutis, hvor de registrerer tryk og vibrationer. De adapterer hurtigt og dækker over et forholdsvis stort område.
Meissner-legemerne ligger overfladisk i papillerne i dermis, hvor de registrerer let tryk og vibrationer. De adapterer hurtigt og dækker kun et lille område. De er med til at registrere strygende berøring af huden. Fintfølende områder, som fingerspidser og læber, har et stort antal Meissnerlegemer.
Merkel-celler sidder overfladisk placeret i stratum basale med deres tilknyttede sensoriske nerveceller i dermis. De adapterer langsomt og dækker et lille område. De registrerer vedvarende let tryk og er med til at registrere teksturen på forskellige overflader.
Ruffini-legemer ligger dybt i dermis, hvor de registrerer stræk af huden. De adapterer langsomt og dækker et stort område.
Frie nerveender stikker helt op i epidermis. Der findes mange forskellige typer af frie nerveender, som har forskellige karakteristika. Nogle adapterer hurtigt, mens andre adapterer langsomt. De reagerer også på forskellige typer af stimuli. Nogle frie nerveender fungerer som mekanoreceptorer og kan registrere mekanisk påvirkning, såsom tryk, berøring og stræk. Andre frie nerveender kan registrere temperatur og smerte, og er således en del af temperatursansen og smertesansen.
Blausen.com staff (2014). “Medical gallery of Blausen Medical 2014”. WikiJournal of Medicine 1 (2). DOI:10.15347/wjm/2014.010. ISSN 2002-4436. – Own work, CC BY 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=30871451 (Revideret med danske betegnelser, Robin Leutert)
Temperatursansen
Temperatursansen er en anden af vores hudsanser, som gør os i stand til at registrere temperaturen. Temperatursansen består af to forskellige hovedtyper af sansereceptorer i huden. Disse receptorer kaldes termoreceptorer og består af frie nerveender som aktiveres af forskellige temperaturer. Varmereceptorer reagerer på temperaturer på cirka 35-45 graders celsius, mens kuldereceptorer er mest aktive ved temperaturer på cirka 10-35 graders celsius. Temperaturer uden for disse intervaller vil i højere grad aktivere smertereceptorerne.
Termoreceptorerne adapterer forholdsvis hurtigt og det er årsagen til at en pludselig temperaturændring på huden føles meget tydelig, men efterfølgende vil den vedvarende påvirkning ikke føles lige så kraftig. Hvis man for eksempel stikker hånden i varmt vand, vil det føles meget varmt lige når man stikker hånden i, men hurtigt derefter vil vandet føles mindre varmt fordi varmereceptorerne har adapteret til det pågældende varme-stimulus.
Termoreceptorerne kan også aktiveres af bestemte kemiske stoffer. For eksempel kan menthol aktivere en bestemt kuldereceptor og give en følelse af kulde. Capsaicin, som blandt andet findes i chili, kan på samme måde aktivere en bestemt varmereceptor og give en varm eller brændende følelse.
Smertesansen
Smertesansen er den del af vores hudsanser søm gør os i stand til at registrere smerte. Smertesansen består af smertereceptorer, som også kaldes for nociceptorer. Det er frie nerveender, som kan aktiveres af mange forskellige typer af stimuli. For eksempel kraftig mekanisk påvirkning (tryk og slag), kemiske stoffer (histamin, prostaglandiner, kalium, syrer og baser), samt kraftig kulde eller varme. Derfor kaldes de også for polymodale receptorer.
Smertesansen aktiveres ved påvirkninger, der er så kraftige at der er fare for at der sker vævsskade. Smerte kan derfor betragtes som et advarselssignal. Når vi mærker smerte, sker det fordi smerteimpulserne er nået via rygmarven op til den sensoriske hjernebark i hjernen. I hjernen kan vi tage en bevidst beslutning om at fjerne os fra den skadelige påvirkning. Det kan vi gøre ved at sende impulser til vores skeletmuskler og på den måde skabe bevægelse. Ofte sker denne proces dog som en refleks, hvor smerteimpulsen kun behøver at løbe ind i rygmarven, hvor den aktiverer en motorisk nervecelle, som sender impulser direkte ud til musklerne. Dette sker meget hurtigere end hvis impulsen først skal helt op til hjernen og tolkes m.m. Derfor når vi ofte at fjerne hånden inden vi bliver bevidste om smerten, hvis vi for eksempel stikker os på noget skarpt eller rører ved noget meget varmt.
Fortsæt og læs mere om Subcutis, eller vælg et nyt emne i menuen.