Blodtryk

Det er helt afgørende, at kroppen er i stand til at opretholde et tilpas højt blodtryk, for at sikre tilstrækkelig blodgennemstrømning til kroppens forskellige organer. Blodet vil bevæge sig fra et sted med højt tryk til et sted hvor trykket er lavere, og derfor er det vigtigt at opretholde et højt tryk i aorta og et lavt tryk i venerne.

Blodtrykket er det tryk som blodet presser mod karvæggen med og det varierer meget igennem karsystemet. Når blodet forlader venstre side af hjertet under en systole, bliver det presset ud i aorta med stor kraft. Trykket i aorta stiger dermed normalt op til ca. 130 mmHg under systolen, og man kalder det derfor det systoliske blodtryk. Herefter løber blodet ud i de store arterieforgreninger og i løbet af diastolen falder trykket derfor normalt til ca. 80 mmHg, som kaldes det diastoliske blodtryk. Det systoliske og diastoliske blodtryk skrives normalt som “130 over 80”. Det skal pointeres, at de nævnte værdier er standard-værdier for en person i hvile. Blodtrykket reguleres hele tiden i forhold til kroppens behov og kan variere meget afhængigt af stressniveau, fysisk aktivitet, åreforkalkning, dehydrering, alder, rygning m.m.

Blodtryk og hydrostatisk tryk

Det pulserende blodtryk, der ses i arterierne, bliver mindre og mindre efterhånden som blodet bevæger sig igennem stadigt mindre arterier. I slutningen af arteriolerne forsvinder denne pulseren helt og trykket er nu jævnt, og kaldes det hydrostatiske tryk. Det hydrostatiske tryk fortsætter med at falde igennem arteriolerne, kapillærerne, venolerne og venerne. I venerne er trykket så lavt, at det er nødvendigt med veneklapper og venepumpe-aktivitet, for at sikre et tilstrækkeligt nervøst tilbageløb til hjertets højre atrium.

 

Blodtryk, pulserende og jævnt.
This work is licensed under a Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC-BY). Concepts of Biology Chapter 21: The Circulatory System Blood pressure is related to the blood velocity in the arteries and arterioles. In the capillaries and veins, the blood pressure continues to decease but velocity increases.

 

Blodtrykkets størrelse afhænger af to faktorer:

  1. Hvor meget blod hjertet pumper ud i karsystemet pr. minut (minutvolumen)
  2. Den samlede modstand i karsystemet (den totale perifere modstand, TPM).

Ved ændringer i disse to faktorer, vil blodtrykket ændres tilsvarende.

Sammenhængen skrives ofte som: Blodtryk = Minutvolumen x Total Perifer Modstand