Det er vigtigt at have kendskab til hjertets anatomi, for at kunne forstå hvordan hjertet fungerer. Hjertet er ca. på størrelse med en knyttet hånd, men kan variere meget i størrelse fra person til person. Dette skyldes både generelle forskelle i kropstørrelser samt træningstilstand.
Hjertet er placeret i brystkassen (thorax) lidt til venstre for kroppens midterlinje i bindevævsrummet mellem lungerne som kaldes mediastinum. Her ligger hjertet beskyttet bag de nederste to tredjedele af os sternum (brystbenet) og hviler på m. diaphragma (mellemgulvet).
Hjertet kan betragtes som en hul muskel med fire forskellige kamre i alt, inddelt i to forkamre (atrier) og to hjertekamre (ventrikler). Forkamre og hjertekamre er adskilt af en elektrisk isolerende bindevævsplade (anulus fibrosus), som adskiller muskelvævet i forkamrene fra muskelvævet i hjertekamrene. Hjertet inddeles desuden i højre og venstre side, som adskilles af en skillevæg kaldet septum cordis, der sikrer at det afiltede blod i højre side af hjertet ikke blandes med det iltede blod i venstre side.
Herunder kan du læse mere om hjertets anatomi med fokus på hjertevæggen og hjerteklapperne.
Hjertets anatomi
Den største del af hjertets anatomi udgøres af hjertevæggen, som består af tre lag:
Endokardiet
Det inderste lag af hjertevæggen kaldes endokardiet, og det beklæder alle hjertets kamre, klapper og papillærmuskler. Selve endokardiet består af en tynd bindevævshinde, der primært er beklædt med enlaget pladeepitel (også kaldet endotelceller). Dette giver indersiden af hjertet en glat overflade så blodet let kan løbe igennem, hjertets kamre.
Der kan opstå betændelse i endokardiet, som kaldes “endocarditis” eller “endokardit”. Det er en alvorlig sygdom, som skyldes infektioner med bakterier, som er trængt ind i hjertet via blodet. Bakterierne kan komme fra mundhulen, huden, tarmsystem eller urinveje. Det kræver dog at huden eller slimhinden disse steder er beskadiget, så bakterierne får adgang til blodbanen – f.eks. på grund af operation, sygdom eller skade. Endocarditis kan oftest behandles med antibiotika. Du kan læse med om endocarditis på Hjerteforeningens hjemmeside.
Myokardiet
Det midterste lag i hjertevæggen kaldes myokardiet. Dette er hjertets muskellag og består af en speciel slags muskelvæv, der kaldes hjertemuskulatur. Myokardiet kan kontraheres, og dermed skabe en trykstigning inde i hjertets kamre. Denne fase kaldes systole. Dermed presses blodet ud af kamrene og videre i kredsløbet. Når myokardiet afslappes, udvides kamrene igen og fyldes med blod. Denne fase kaldes diastole.
Myokardiets hjertemuskelceller, kaldes også for myocytter. Det er korte forgrenede muskelceller med et tværstribet udseende. Vi kan ikke bevidst selv bestemme om vi vil kontrahere disse muskelceller, så aktiveringen af hjertemuskulaturen er altså uden for viljens kontrol.
Det er værd at lægge mærke til, at myokardiet er tykkere i venstre side af hjertet, i forhold til højre side. Dette skyldes at venstre ventrikel skal være stærk nok til, at kunne skabe et tryk, der er stort nok til at presse blodet gennem hele det store kredsløb (legemskredsløbet), hvor den samlede modstand er høj. Højre ventrikel derimod, skal kun presse blodet igennem det lille kredsløb (lungekredsløbet), hvor den samlede modstand er lav. Derfor behøver højre ventrikel ikke et lige så tykt muskellag, som venstre ventrikel. I atrierne er myokardiet tyndest, da atrierne kun skal presse blodet ned i ventriklerne.
Gap junctions i myokardiet
Når en hjertemuskelcelle påvirkes af et aktionspotentiale (LINK), vil den kontrahere. Disse aktionspotentialer opstår normalt spontant i sinusknuden (LINK), som er en del af hjertets ledningssystem (LINK). Sinusknuden er placeret i højre atrium, og herfra vil aktionspotentialerne, sprede sig gennem myokardiet i begge atrier, og dermed kontrahere disse stort set samtidigt.
Spredningen af aktionspotentialer fra muskelcelle til muskelcelle er kun mulig, fordi hjertemuskelcellerne er tæt forbundet med hinanden via “gap junctions” i deres cellemembraner (LINK). Gap junctions er små væskefyldte kanal-forbindelser mellem celler, der tillader udveksling af ioner mellem cellerne. Således kan et aktionspotentiale i en muskelcelle hurtigt spredes til nabomuskelcellen via disse gap junctions. På den måde skabes mulighed for at lave en koordineret kontraktion af myokardiet i enten atrierne eller ventriklerne. Der er ingen gap junctions, der forbinder atrier og ventrikler, da de er adskilt af den isolerende bindevævsplade (annulus fibrosus). På den måde kan atrierne og ventriklerne aktiveres uafhængigt af hinanden.
Gap junctions er således en vital del af hjertets anatomi, men de findes også andre steder i kroppen, hvor der foregår en koordineret kontraktion af muskelvæv, f.eks. i tarmen.
Perikardiet
Det yderste lag af hjertevæggen kaldes perikardiet. Det er en tynd dobbelt-laget bindevævshinde, som dækker hele hjertets overflade. Det inderste lag af perikardiet, kaldes det viscerale lag, og er bundet fast på overfladen af myokardiet. Det yderste lag af perikardiet kaldes, kaldes det parietale lag, og er forstærket af en fibrøs bindevævshinde, som forhindrer for kraftig udspiling af hjertet. Det yderste lag af perikardiet, holder hjertet på plads i brysthulen (thorax) ved at binde sig fast på m. diaphragma (LINK), lunger og større blodkar.
Mellemrummet mellem de to lag i perikardiet, kaldes perikardiehulen. Det er en tynd spalte, som er fyldt med en smørende væske, der nedsætter gnidningsmodstanden, og dermed letter hjertets arbejde og forhindrer gnidningsskader.
Blodets vej gennem hjertet
Hjertets anatomi er naturligvis helt afgørende for hjertets funktion. Blodets vej gennem hjertet ensrettes ved hjælp af hjerteklapperne, der sikrer at blodet kun kan løbe én vej gennem hjertet:
Højre side af hjertet modtager det blod, som lige har været ude i kroppen, hvor det har afgivet ilt og næringsstoffer, samt optaget kuldioxid og affaldsstoffer. Blodet løber fra v. cava inferior og v. cava superior ind i højre forkammer og videre ned i højre hjertekammer. Derfra løber blodet ud gennem truncus pulmonalis og a. pulmonalis dex. og sin. (lungearterierne) ud i det lille kredsløb (lungekredsløbet).
Venstre side af hjertet modtager det blod, som lige har været igennem lungerne, hvor det har afgivet kuldioxid og optaget ilt. Blodet løber fra lungerne ind i venstre forkammer via vv. pulmonales sin. og dex. og videre ned i venstre hjertekammer. Derfra løber blodet ud igennem aorta, ud i det store kredsløb (legemskredsløbet).
By Pereru – Own work, based on Image:Diagram of the human heart (cropped).svg, CC BY-SA 4.0, Link, modified by Robin Leutert (danish text labels)
.svg){kind=link}
Hjerteklapperne
Hjerteklapperne er en vigtig del af hjertets anatomi. I hjertet findes fire hjerteklapper, der sørger for at blodet kun kan løbe én vej igennem hjertet. De kan inddeles i to sæt atrioventrikulærklapper og to sæt semilunærklapper.
By OpenStax College – Anatomy & Physiology, Connexions Web site. http://cnx.org/content/col11496/1.6/, Jun 19, 2013., CC BY 3.0, Link, modified by Robin Leutert (created gif and danish labels)
Atrioventrikulærklapper
Atrioventrikulærklapperne består af bindevævsflige, der udgår fra den isolerende bindevævsplade (anulus fibrosus). Disse klapper åbnes og lukkes ved en passiv proces, som bestemmes af væsketrykket på de to sider af klappen. Når væsketrykket i atrierne er større end i ventriklerne (under atriesystole), så vil klapperne åbnes og tillade at blodet løber fra atrierne til ventriklerne. Når væsketrykket i ventriklerne bliver større end i atrierne (under ventrikelsystole), vil klapperne lukkes, og dermed forhindre blodet i at løbe tilbage op i atrierne.
Selve atrioventrikulærklapperne er desuden beskyttet imod at blive presset op i atrierne under ventrikelsystolen, hvor ventriklerne skaber et højt væsketryk. Fligene, som udgør klapperne, er bundet fast til bunden af ventrikelvæggen ved hjælp af nogle tynde, men meget stærke, senetråde (chordae tendineae). Disse senetråde er fæstnet på nogle små muskelforhøjninger, kaldet papillærmuskler (m. papillaris). Papillærmusklerne kontraheres samtidig med resten af ventrikelvæggen og trækker dermed i fligene. På den måde holdes fligene på plads i ventriklerne, og undgår at blive presset tilbage op i atrierne.
Trikuspidalklappen (valva tricuspidalis, en atrioventrikulær klap)
Trikuspidalklappen (valva tricuspidalis) er en af de to atrioventrikulære klapper, og den sidder mellem højre atrium og højre ventrikel. Selve klappen består af tre flige, som kan åbnes og lukkes. Når højre atrium kontraherer, presses blodet igennem trikuspidalklappen og ned i højre ventrikel. Når ventriklen efterfølgende trækker sig sammen, lukker trikuspidalklappen og forhindrer dermed at blodet løber tilbage i atriet.
Bikuspidalklappen (valva bicuspidalis eller mitralklappen, en atrioventrikulær klap)
Bikuspidalklappen (valva bicuspidalis) kaldes også for mitralklappen (valva mitralis). Det er den anden af de to atrioventrikulære klapper, og den sidder mellem venstre atrium og venstre ventrikel. Denne klap består af to flige, som kan åbnes og lukkes. Når venstre atrium kontraherer, presses blodet igennem bikuspidalklappen og ned i venstre ventrikel. Når ventriklen efterfølgende trækker sig sammen, lukker bikuspidalklappen og forhindrer at blodet løber tilbage i atriet.
Semilunærklapper
Semilunærklapperne (valvulae semilunares) består af tre små halvmåneformede poser på indersiden af de store blodkar som fører blod ud af hjertets ventrikler (aorta og truncus pulmonalis). Når blodet løber ud af ventriklerne (under ventrikelsystolen), sker det gennem semilunærklapperne. Her presses de halvmåneformede poser sammen og lader blodet passere. I den efterfølgende ventrikeldiastole, falder væsketrykket i ventriklen, og derfor vil blodet fra aorta og truncus pulmonalis forsøge at løbe tilbage ind i ventriklen. Dette forhindres dog af at de halvmåneformede poser på indersiden af blodkarrene fyldes op med blod og dermed udvides og blokerer blodets tilbageløb. Man kan forestille sig tre små poser på indersiden af et vandrør. Disse poser vil presses flade når vandet løber i en retning, mens de vil fyldes op og udvide sig, når vandet løber i den anden retning.
Pulmonalklappen (valva trunci pulmonalis, en semilunærklap)
Pulmonalklappen (valva trunci pulmonalis) sidder i højre side af hjertet ved indgangen til truncus pulmonalis. Dens funktion er at sørge for at blodet ikke kan løbe tilbage ind i ventriklen, efter det er presset ud i truncus pulmonalis.
Aortaklappen (valva aortae, en semilunærklap)
Aortaklappen (valva aortae) sidder i venstre side af hjertet ved indgangen til aorta. Her er dens funktion at forhindre tilbageløb af det blod som presses fra venstre ventrikel ud i aorta.
By Henry Vandyke Carter – Henry Gray (1918) Anatomy of the Human Body, Public Domain
Ovenstående gennemgang af hjertets anatomi danner grundlag for den videre læsning og dybere forståelse for hvordan hjertet fungerer.
Fortsæt og læs mere om “Hjertets blodforsyning”, eller vælg et nyt emne i menuen.
Sidst opdateret d. 7/12-17 af Robin Leutert